Borgerkøkkenet 2016 blev endnu en succes
- itperspektiv
- 25. sep. 2016
- 3 min læsning
Borgerkøkkenet er afviklet for denne gang, og vi har kunnet glæde os over næsten fuldt hus alle tre aftener. Næsten 400 mennesker er blevet underholdt, har spist, sunget, lyttet til smuk og stemningsfuld musik og danset kædedans i slotsgården.Borgerkøkkenet er skabt ud fra museets ønske om at skabe god, historisk formidling på en levende munter måde, der både oplyser og inddrager gæsterne.For tredje år i træk er der inviteret til mad og underholdning – hvert år sit tema med relation til slottets historie. I år var temaet ”jagt på Frederik II tid”. Jeg havde fået til opgave at finde årets tema og styre slagets gang i alle retninger. Det er blevet til mange timer med møder, research, intro, skriverier, sætte lys i stager, fabrikere et par skueretter og meget andet, der skal til, når arrangementet skal afvikles. Alle aktører bærer smukke, historiske dragter fra tiden. Bort set fra musikernes dragter, er alle dragter blevet til på museets systue.Ved gæsternes ankomst spillede Mark Danners Musikanter i gården. Gruppen består af 6 musikere, der bl.a. spiller musik fra renæssancen – her slutningen af 1500 tallet. Den dejlige musik fyldte senere det store, smukt pyntede lokale, hvor festen foregik. Det har været både lærerigt og dejligt at samarbejde med de dygtige musikere.Stor glæde har vi også haft af at samarbejde med to falkonerer fra Ribe. Her blev der fortalt om jagt med falke og høge, fuglene blev vist frem både inde og ude, og ikke mindst var der opvisning i slotsgården med en 12 år gamle, meget smuk høg. Sådan en fugl er i bund og grund en fri fugl og kan drille sin falkoner. Det skete også et par gange. Den satte sig godt til rette i et vindue højt oppe og snakkede med sit eget spejlbillede i ruden. Den syntes tilsyneladende også, det var herligt at sidde på hovedet af springvandets Fortuna. Den vendte og drejede sig, se lige mig… Men det hele gik godt – fuglen fandt hjem til sit udgangspunkt, falkonerens hånd med den kraftige læderhandske.Til at indlede opvisningen fik vore gæster en smuk præsentation af jagthornets historie og demonstration af flere forskellige signaler. Her blæste ingen ringere end danmarksmesteren i jagthorns blæsning. Så bliver det ikke bedre! Jagten blev blæst i gang, og endelig, efter opvisningen, blev der blæst til middag.Maden skal tilegne sig tidens mad. Det blev griseskank af økologiske, fritgående kælegrise fra en lokal griseholder. Dertil en bygotto af perlebyg, løg og urter og en salat af kål, hvide og gule rødbeder samt urter krydret med dressing. Det gode brød var naturligvis også med – i lange baner, for brød hørte til tidens måltider som en vigtig ingrediens og kost. Desserten var æble eller stikkelsbærgrød med flødeskum på toppen. Ind og ud af aftenens program lød mine fortællinger om tiden, jagten, skik og brug og meget andet. Til hjælp havde jeg mine gode piger og et par slemme piger. De slemme var mere optaget af at flirte med mandfolkene end at gøre gavn med servering osv. Jeg havde også en enkelt junker hos mig, desværre lod han sig rive med af de to uregerlige pigers løjer – så alt i alt, var der nok at se til med at styre slagets gang. Til min glæde var min slotsforvalter med, og han holdt sig – stort set - indenfor mine befalinger.Vi glæder os til at byde velkommen til Borgerkøkken i 2017 i slutningen af august.

67 % SMXLL
Kommentarer