Maren Hanskone Snedkers
- Få en fortælling af...
- 21. jun. 2016
- 2 min læsning
Maren Hanskone Snedkers

Denne kæphøje, selvbevidste og bedrevidende kone har fortalt vidt og bredt om sin viden om alverdens ting og sager, sine kunster med naturmedicin og sit ægteskabelige forhold til en uduelig mand. Alt sammen med gnist og humor krydret med en ustyrlig glæde ved at vide bedre og sin egen hele person blandet med ærgrelse og irritation over de dumheder, andre begår – her går ægtemanden ikke fri.
Maren Snedkers har fortalt i forbindelse med bl.a.
Kertemindes 700 års købstadsjubilæum – både sommer og vinter
Efterårsferie på Museet på Koldinghus 2013, hvor hun lavede urteblandinger til brug for diverse skavanker. Børnene var mere end optaget af det alt sammen og ivrige med at hjælpe til med at blande urter og høre om, hvordan man kunne kurere så at sige alt i ”gamle dage”. Børne og deres voksne stod i kø alle seks dage og bidrog med mange herlige kommentarer og forslag.

På Koldinghus kom Maren Snedkers i efterårsferien i 2014 ud for stor personlig krænkelse og falske anklager, der endte med, at hun blev dømt til bålet. Det var dog så lykkeligt, at kongen, Christian IV, blandede sig og forlangte bålet slukket – han ville ikke have røg og skrål på sit slot!
I museets slotsgård var skabt en scenografi af tingsted og bål. Selve spillet var skrevet af dramaturg Ditte Hansen, og jeg havde rollen som Maren Hanskone Snedkers. Holdet bestod desuden af frivillige i museets frivillige-korps. Her ikke mindst mit skvat af en mand, der ikke formåede at forsvare sin kone, så hun undgik bål og brand.
Gæsterne deltog alle seks dage med stor interesse og iver, og det blev både min og mine medspilleres opgave at få dem til at lade sig rive med og give deres mening til kende. Det gik over al forventning.

På Herregårdsmuseet Gammel Estrup har Maren deltaget flere gange. Hun holder meget af at blande sig både her og der. På billedet ser vi en fisker og en slagter, der har fået nok og herredsfogeden er tilkaldt. Det er morsomme og underholdende scener, der opstår helt af sig selv, når aktørerne gå op i løjerne med liv og sjæl.
Maren Snedkers har også fortalt og underholdt til private sammenkomster. Her har hun fortalt om urter og andre gode sager, der kan kurere så at sige alt. Maren kommer altid med højt og gævt humør og får, med sin pågående facon gæsterne med i løjerne.
Comments